Oplev Bosnien-Hercegovina

Bosnien udgør den største og nordligste del af landet. Regionen er præget af De Dinariske Alper, store skovområder, grønne dale, floder og byer, der ofte ligger beskyttet mellem bjergene.

Her finder du Sarajevo, hvor flere historiske epoker eksisterer side om side. Du finder også Jajce med sit vandfald midt i byen, Travnik med sin fæstning og osmanniske historie, Bihać ved den klare Una-flod og Banja Luka ved Vrbas.

Bosnien er grøn, frodig og fuld af kontraster. Regionen indbyder til vandring, rafting, cykling og naturoplevelser, men også til fordybelse i landets komplekse historie.

Hercegovina ligger mod syd og har et varmere, mere solrigt og mere middelhavspræget klima. Landskabet er formet af lyse kalkstensbjerge, frugtbare dale, vinmarker og floder, der skærer sig gennem det tørre terræn som grønne og blå bånd.

Mostar er regionens naturlige midtpunkt, men Hercegovina rummer langt mere end den berømte gamle bro. Områderne omkring Čitluk, Ljubuški, Trebinje og Mostar er kendt for vinproduktion, lokale råvarer og familiedrevne vingårde.

Hercegovina har sit eget tempo. Måltiderne må gerne vare længe, og skyggen under et træ bliver et naturligt samlingspunkt. Regionen egner sig særligt godt til rejser, hvor kultur, natur, gastronomi og vin skal smelte sammen.

Maglić rejser sig i den sydøstlige del af landet tæt ved grænsen til Montenegro. Med sine 2.386 meter er det Bosnien-Hercegovinas højeste bjerg og et naturligt mål for erfarne vandrere.

Bjerget ligger i området omkring Sutjeska Nationalpark, hvor stejle bjergsider, dybe dale og tætte skove skaber et dramatisk landskab. Her ligger også Perućica, en af Europas sidste bevarede urskove.

Turen mod Maglićs højder kræver respekt for vejret og terrænet. Til gengæld belønnes man med vidstrakte udsigter og mod den smaragdgrønne Trnovačko-sø på den montenegrinske side af grænsen.

Prenj ligger som en mægtig kalkstensmur over Neretvadalen og omtales ofte som Hercegovinas Himalaya. Navnet giver mening, når man ser de lyse, takkede tinder rejse sig over de grønne dale omkring Konjic, Jablanica og Mostar.

Bjerget har et råt og alpint udtryk. Her finder du stejle passager, høje plateauer, åbne græsgange og udsigter, der ændrer sig for hvert skridt.

Prenj er for vandrere, der ønsker noget særligt og gerne vil væk fra de mest besøgte ruter. På krævende ture anbefaler vi altid en erfaren lokal bjergguide.

Čvrsnica rejser sig over Blidinje Naturpark og er et af Hercegovinas mest markante bjergområder. Landskabet skifter mellem fyrreskov, åbne plateauer, stejle klipper og vidtstrakte udsigter.

Et af områdets mest kendte naturfænomener er Hajdučka Vrata, en naturlig stenbue, der står højt i bjerglandskabet. Turen dertil kræver udholdenhed, men belønningen er en af de udsigter, som bliver siddende længe efter hjemkomsten.

Čvrsnica egner sig både til længere vandreture og til oplevelser med base omkring Blidinje.

Bjelašnica ligger tæt på Sarajevo og er kendt som et af bjergene fra vinter-OL i 1984. Om vinteren er det et populært skiområde, men om sommeren åbner bjerget sig som et stort vandreområde med friske bjergenge og adgang til traditionelle landsbyer.

Den mest kendte er Lukomir, en af landets højest beliggende og bedst bevarede traditionelle bjerglandsbyer. Stenhuse, græsgange og udsigten over Rakitnica-kløften giver stedet en særlig stemning.

En vandretur kan kombineres med hjemmelavet mad, lokale oste og møder med mennesker, der kender bjergene som deres hjem.

På den anden side af Rakitnica-kløften ligger Visočica. Bjerget er mindre kendt end Bjelašnica, men netop derfor opleves det ofte mere stille og uberørt.

Her går stierne gennem åbne græsområder, over bløde højdedrag og forbi små samfund, hvor tempoet stadig følger naturens rytme. Fra de høje områder er der udsigt mod Prenj, Bjelašnica og Rakitnicas dybe kløft.

Visočica er et oplagt valg for den rejsende, der søger vandring uden de mest kendte turistspor.

Hvor Maglić er stejlt og dramatisk, er Zelengora blødere i sine former. Navnet forbindes med det grønne bjerg, og landskabet lever op til det. Her bølger græsklædte højder gennem horisonten, mens små bjergsøer ligger som mørke spejle mellem skråningerne.

Zelengora er kendt for sine bjergøjne, naturlige søer som Orlovačko, Kotlaničko og Štirinsko.

Det er et sted for ro, lange vandringer og følelsen af at være langt fra det moderne hverdagsliv.

Boračko-søen ligger i en grøn skål mellem bjergene nær Konjic. Vejen dertil fører gennem et landskab, hvor bjergene gradvist lukker sig omkring søen.

Om sommeren bruges området til badning, kajak og afslapning. Søen kan også indgå som et roligt stop efter rafting på Neretva.

Blidinje-søen ligger på et højt plateau mellem bjergene Čvrsnica og Vran. Det åbne landskab omkring søen føles næsten uendeligt, især når skyerne bevæger sig over bjergsiderne og spejles i det lave vand.

Området er en del af Blidinje Naturpark og egner sig til vandring, cykling og afslappende ophold.

Højt på Vranica-bjerget ligger Prokoško-søen omgivet af græsgange og traditionelle hyrdehytter. Turen op gennem bjerglandskabet er en del af oplevelsen.

Prokoško er ikke en poleret turistoplevelse. Det er netop stedets enkle og rustikke karakter, der gør besøget mindeværdigt.

Tæt ved Jajce ligger de store og små Pliva-søer i et grønt og fredeligt område. Mellem søerne står de historiske vandmøller, der lokalt kaldes mlinčići.

Søerne indbyder til kajak, gåture og rolige timer ved vandet. Sammen med Jajces fæstning, katakomber og vandfald giver de mulighed for en hel dag, hvor natur og historie går hånd i hånd.

Rama-søen er kendt for sit forgrenede landskab med bugter, halvøer og små øer. Vandet ligger omgivet af bjerge, og udsigten ændrer sig hele tiden.

Et af søens særlige motiver er klosteret ved Šćit. Området passer godt til en naturskøn køretur og rolige ophold væk fra de større byer.

Jablanica-søen følger Neretvadalen og ligger omgivet af bjergene Prenj, Čvrsnica og Bitovnja. På stille dage spejler bjergsiderne sig i vandet.

Området er kendt for restauranter, der serverer grillet lam. Et stop ved søen kan derfor både være en landskabelig og en gastronomisk oplevelse.

Buško-søen ligger i det vestlige Bosnien-Hercegovina tæt ved Livno og grænsen til Kroatien. Det store vandspejl ligger åbent mellem bjerge, marker og græsgange.

Søen kan kombineres med Livnos historiske bymiljø og områdets berømte vilde heste.

Længe før navnet Bosnien optrådte i de skriftlige kilder, var området beboet af illyriske stammer. De levede i bjergene, dalene og de frugtbare områder tæt ved floderne.

Romerne erobrede gradvist området og gjorde det til en del af deres imperium. De anlagde veje, broer, militære anlæg og bosættelser, som forbandt Adriaterhavskysten med områderne længere inde på Balkan.

Da Romerriget blev delt, kom området til at ligge i grænselandet mellem den vestlige og østlige del af imperiet. Allerede her blev landets placering mellem forskellige kulturelle og politiske verdener tydelig.

Slaviske folkeslag slog sig ned i området i løbet af 500-tallet og 600-tallet. I de følgende århundreder voksede lokale fyrstendømmer og magtcentre frem mellem bjergene og floderne.

Navnet Bosnien forbindes sandsynligvis med floden Bosna. Regionen var påvirket af både det byzantinske rige, kroatiske og serbiske herskere samt det ungarske kongerige, men det vanskelige bjergterræn gjorde det muligt for lokale magthavere at opnå en betydelig grad af selvstændighed.

Handelsveje forbandt området med den dalmatiske kyst, Dubrovnik og byerne mod nord. Sølv, metaller, salt og tekstiler blev transporteret gennem landet.

I middelalderen udviklede Bosnien sig først til et banat og senere til et selvstændigt kongerige. En ban var en regional hersker, og flere af de bosniske baner styrkede gradvist landets politiske position.

Ban Kulin, der regerede fra slutningen af 1100-tallet, huskes som en af middelalderens vigtigste herskere. Kulins charter fra 1189 regulerede handelen med Dubrovnik og regnes blandt de ældste bevarede dokumenter fra den bosniske stat.

Bosnien nåede et politisk højdepunkt under Tvrtko I Kotromanić. I 1377 blev han kronet som konge, og kongeriget fik adgang til Adriaterhavet og blev en vigtig magt på det vestlige Balkan.

Denne periode er vigtig, fordi den viser, at Bosnien-Hercegovina havde sin egen statslige og kulturelle udvikling længe før de osmanniske og østrig-ungarske perioder.

Den bosniske kirke er et af de mest fascinerende og diskuterede kapitler i landets middelalderhistorie. Kirken eksisterede ved siden af den katolske og den ortodokse kirke og havde en særlig position i samfundet.

I ældre historiefortælling blev den bosniske kirke ofte beskrevet som bogomilsk. Forbindelsen er dog mere kompliceret, end den ofte fremstilles. Historikere diskuterer fortsat kirkens teologi, organisation og forhold til andre kristne retninger. Det er derfor ikke præcist blot at sætte lighedstegn mellem den bosniske kirke og bogomilismen.

Det interessante for den rejsende er, at Bosnien i middelalderen udviklede et religiøst landskab, der ikke uden videre passer ind i en enkel opdeling mellem øst og vest.

Spredt over bjergsider, græsgange og gamle gravpladser ligger de monumentale middelalderlige gravsten, der kaldes stećci. De fleste er hugget i kalksten og stammer fra perioden mellem 1100-tallet og 1500-tallet.

Nogle står som enkle stenblokke. Andre er udsmykket med spiraler, kors, våben, planter, mennesker, dyr, ryttere og figurer, der ser ud til at danse med løftede hænder.

Stećci blev benyttet af mennesker fra forskellige kristne fællesskaber og kan derfor ikke tilskrives én enkelt trosretning. En af de mest kendte samlinger findes ved Radimlja nær Stolac.

Stećci er i dag anerkendt som UNESCO-verdensarv.

I 1463 blev størstedelen af Bosnien erobret af Det Osmanniske Rige. Den sidste bosniske konge, Stjepan Tomašević, blev taget til fange og henrettet. Hercegovina blev gradvist indlemmet i riget i de følgende år.

Den osmanniske periode varede i mere end fire århundreder og ændrede byer, religion, handel og arkitektur. Islam fik en stærk tilstedeværelse, samtidig med at katolske, ortodokse og senere jødiske samfund fortsatte med at præge landet.

Sarajevo voksede fra en mindre bosættelse til et vigtigt administrativt og handelsmæssigt centrum. Mostar udviklede sig omkring Neretva, og Stari Most blev opført i 1500-tallet. Travnik blev administrativt centrum, Višegrad fik sin stenbro over Drina, og Blagaj blev et vigtigt religiøst sted ved Buna-flodens udspring.

Efter fordrivelsen af jøder fra Spanien og Portugal i slutningen af 1400-tallet fandt sefardiske jøder et nyt hjem flere steder i riget, herunder Sarajevo. Det jødiske samfund blev en vigtig del af byens kulturelle og økonomiske liv.

Den osmanniske arv findes fortsat i arkitekturen, maden, kaffen og håndværket.

Efter den russisk-tyrkiske krig fik Østrig-Ungarn i 1878 ret til at besætte og administrere Bosnien-Hercegovina. Landet forblev formelt under osmannisk suverænitet frem til annekteringen i 1908.

Den nye administration satte gang i en omfattende modernisering med jernbaner, veje, skoler, hospitaler og industri. Byerne fik nye kvarterer, og en markant europæisk arkitektur voksede frem ved siden af de osmanniske bydele.

Ingen steder er overgangen tydeligere end i Sarajevo. Når man går fra Baščaršija mod Ferhadija, skifter bybilledet gradvist fra lave osmanniske handelsbygninger til store facader inspireret af Wien.

Perioden satte desuden spor i Hercegovinas vinproduktion. Ved Mostar blev vinmarker og vinfaglig uddannelse udviklet under kejser Franz Josephs tid.

Den 28. juni 1914 besøgte den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand og hans hustru Sophie Sarajevo. Under besøget blev de skudt og dræbt af Gavrilo Princip.

Attentatet blev den begivenhed, der satte gang i en kæde af ultimative krav, mobiliseringer og krigserklæringer mellem Europas stormagter.

Stedet ved Latinerbroen i Sarajevo kan stadig besøges. Her bliver en verdenshistorisk begivenhed konkret og nærværende.

Efter krigen brød Østrig-Ungarn sammen, og Bosnien-Hercegovina blev en del af et nyt sydslavisk kongerige, som senere fik navnet Kongeriget Jugoslavien.

Mellem de to verdenskrige var Bosnien-Hercegovina en del af Kongeriget Jugoslavien. Perioden var præget af politiske spændinger og diskussioner om, hvordan den nye stat skulle organiseres.

Under Anden Verdenskrig blev Jugoslavien invaderet af aksemagterne, og Bosnien-Hercegovina blev en del af den fascistiske Ustaša-stat. Krigen udviklede sig til både besættelse, modstandskamp og indbyrdes konflikt.

Civile blev udsat for omfattende forfølgelser, massedrab og deportationer. Jøder, romaer, serbere og politiske modstandere var blandt de grupper, der blev systematisk forfulgt.

De kommunistiske partisaner under Josip Broz Tito organiserede en omfattende modstandsbevægelse. Sutjeska Nationalpark rummer i dag et monumentalt mindekompleks for slaget ved Sutjeska i 1943.

I november 1943 blev det andet møde i det antifascistiske råd for Jugoslaviens nationale befrielse afholdt i Jajce. Her blev grundlaget lagt for det føderale socialistiske Jugoslavien.

Bosnien-Hercegovina blev anerkendt som en af den nye stats seks republikker. Det var en vigtig beslutning, fordi landet ikke blev opdelt mellem naborepublikkerne, men bevarede sin territoriale enhed.

Efter krigen blev monarkiet afskaffet, og Tito blev leder af det socialistiske Jugoslavien. Landet brød i 1948 med Sovjetunionen og blev en vigtig aktør i den alliancefri bevægelse.

I årtierne efter Anden Verdenskrig gennemgik Bosnien-Hercegovina en omfattende industrialisering og urbanisering. Fabrikker, kraftværker, veje, skoler og boligområder blev opført.

Sarajevo, Zenica, Tuzla, Mostar og Banja Luka voksede. Nye arbejdspladser skabte social mobilitet, og uddannelsesniveauet steg. Samtidig var Jugoslavien et etpartisystem med begrænset politisk frihed.

I Bosnien-Hercegovina, hvor familier og bysamfund ofte var etnisk og religiøst blandede, blev en fælles jugoslavisk identitet en reel del af mange menneskers liv.

I 1984 var Sarajevo vært for vinter-OL. Bjergene Bjelašnica, Jahorina, Igman og Trebević dannede rammen om konkurrencerne. De olympiske anlæg kan stadig opleves — nogle moderniserede, andre som rå betonspor i bjerglandskabet.

Efter Titos død i 1980 voksede Jugoslaviens økonomiske og politiske problemer. Nationalistiske bevægelser fik større indflydelse, og spændingerne mellem republikkerne blev stærkere.

Slovenien og Kroatien erklærede sig uafhængige i 1991. I Bosnien-Hercegovina blev spørgsmålet særligt vanskeligt, fordi befolkningen var sammensat af bosniakker, serbere, kroater og andre grupper, som gennem generationer havde levet tæt på hinanden.

Efter en folkeafstemning erklærede Bosnien-Hercegovina sig uafhængigt i 1992 og blev internationalt anerkendt. Kort efter udviklede den politiske krise sig til krig.

Krigen i Bosnien-Hercegovina varede fra 1992 til 1995 og blev den blodigste konflikt under Jugoslaviens opløsning. Byer blev belejret, landsbyer ødelagt, og store dele af befolkningen blev fordrevet fra deres hjem.

Sarajevo var udsat for en belejring, der varede i næsten fire år. Byens indbyggere levede under beskydning og med alvorlig mangel på mad, vand, elektricitet og medicin. Alligevel fortsatte dele af kulturlivet og hverdagen som en form for modstand.

I Mostar blev Stari Most ødelagt i 1993. Broen blev senere genopbygget med traditionelle teknikker og genåbnet i 2004.

Krigen omfattede omfattende etnisk udrensning, interneringslejre, belejringer og systematiske overgreb mod civile. I juli 1995 blev mere end 8.000 bosniakiske mænd og drenge dræbt i og omkring Srebrenica. Forbrydelsen er fastslået som folkedrab ved internationale domstole.

Krigen kostede mere end 100.000 mennesker livet, mens omkring to millioner blev tvunget væk fra deres hjem.

Når krigen formidles på en rejse, skal det ske med respekt for ofrene og for historiens kompleksitet. Det handler ikke om at gøre lidelsen til en seværdighed, men om at skabe forståelse for de mennesker, der oplevede den.

Krigen blev afsluttet gennem fredsforhandlingerne i Dayton i USA i 1995. Aftalen bevarede Bosnien-Hercegovina som én internationalt anerkendt stat, men skabte samtidig en kompliceret politisk struktur med to entiteter, Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska, samt Brčko-distriktet.

Daytonaftalen standsede krigen, men den politiske opbygning har siden gjort reformer vanskelige. Landet arbejder fortsat med spørgsmål om forsoning, tilbagevenden, identitet, økonomisk udvikling og forholdet til EU.

Samtidig er Bosnien-Hercegovina langt mere end sine politiske udfordringer. Det er et samfund med musik, film, kunst, sport, caféer, restauranter, iværksættere og en ny generation, der ønsker at skabe muligheder i deres eget land.

Sporene efter krigen er fortsat synlige, men landet skal ikke reduceres til sin seneste konflikt. Rejsen gennem Bosnien-Hercegovina er også en fortælling om overlevelse, humor, gæstfrihed og evnen til at skabe nyt uden at glemme fortiden.

Bosnien-Hercegovinas historie bliver tydeligst, når den knyttes til de steder, hvor begivenhederne fandt sted.

I Sarajevo kan du gå fra den osmanniske handelsby til østrig-ungarske boulevarder og videre til stedet, hvor attentatet i 1914 fandt sted. I Jajce kan du opleve både middelalderens konger og fortællingen om det socialistiske Jugoslavien. I Mostar møder du en bro, der fortæller om osmannisk bygningskunst, krigens ødelæggelse og den senere genopbygning.

Ved Radimlja står middelalderens stećci under den åbne himmel. I Sutjeska møder du både en af Europas sidste urskove og mindet om et afgørende slag. I Srebrenica fortæller mindecentret om folkedrabet og de mennesker, der mistede livet.

Vi samarbejder med lokale guider, der kan sætte stederne ind i en større sammenhæng og formidle følsomme emner på en saglig, menneskelig og respektfuld måde.

Hercegovina er et af Europas mindre kendte vinområder, men vinproduktionen har dybe rødder i regionen. Solen, den mineralrige jord, de tørre somre og de stenede marker skaber særlige forhold for vindyrkning.

Vinrankerne står mange steder i et landskab, der umiddelbart kan se barskt ud. Jorden er rød, stenene lyse, og solen stærk. Alligevel trives druerne, fordi rødderne søger dybt efter vand og næring.

Den hvide Žilavka er Hercegovinas mest kendte drue og giver friske, mineralske vine. Den blå Blatina er en lokal specialitet: druens blomster er funktionelt hunlige, så andre sorter plantes mellem rækkerne for at sikre bestøvningen. Trnjak og Vranac giver mørkere og mere kraftfulde rødvine.

Hercegovinas officielle vinrute samler omkring 30 vingårde og forbinder Mostar, Čitluk, Ljubuški, Čapljina, Stolac og Trebinje.

Et særligt kapitel i Hercegovinas vinhistorie er Carski Vinogradi ved Mostar. Navnet betyder de kejserlige vingårde.

Historien går tilbage til den østrig-ungarske periode og kejser Franz Josephs tid. I dag kombinerer vingården den historiske fortælling med moderne vinproduktion, lokale druer og en stor ejendom med vinmarker, olivenlunde og udsigt over landskabet.

Et besøg handler derfor om mere end en vinsmagning. I kælderen mødes træfade, amforaer og moderne metoder, mens markerne udenfor fortæller om solen, jorden og de druer, der har formet området.

Foråret er ideelt til rundrejser, kultur, vandring i lavere områder og aktive oplevelser. Landskabet bliver grønt, floderne har god vandføring, og temperaturerne er behagelige i både byerne og Hercegovina.

Sommeren passer godt til bjergvandring, rafting, søer, byliv og længere rundrejser. I Hercegovina kan dagene være meget varme, mens bjergene tilbyder køligere luft og mere behagelige temperaturer.

Efteråret er en særlig tid for gastronomi og vin. Druerne høstes, landskabet skifter farve, og temperaturen er ofte god til både byvandring og naturoplevelser. Det er et oplagt tidspunkt til en kombination af kultur, vin og lokale måltider.

Om vinteren bliver bjergene omkring Sarajevo centrum for ski og sneoplevelser. Samtidig får byerne en roligere stemning, hvor caféer, restauranter, museer og historiske seværdigheder kan opleves uden sommerens varme.